Træning på ruller er et fremragende element i en god vintertræning. Det er dog de færreste, der træner på ruller.
Det er synd, for det er både en sjov og effektiv træning, der på kort tid gør dig til en bedre cykelrytter. Blot 30 min. et par gange om ugen kan gøre en forskel.
Her er 7 grunde til, at du skal køre på ruller. Rækkefølgen er vilkårlig.
1. Effektivt tråd
Træning på ruller hjælper dig til et mere effektivt tråd. Dvs. at du kan se frem til flere watt og mere fart for den samme anstrengelse. Et mere effektivt tråd styrker både din evne til at arbejde hårdt i kortere tid og din evne til at arbejde i lang tid.
På ruller opdager du det med det samme, hvis du træder ujævnt og mindre effektivt.
På ruller bliver din cykel ustabil og kører fra side til side og frem og tilbage, når dit tråd er ujævnt. Du kan se frem til en stejl læringskurve i at træde mere jævnt. Prøv at træde igennem fra hoften, så er du hurtigt på rette spor.
2. Bedre balance og manøvredygtighed
Der er kun dig til at holde cyklen oprejst på rullerne. Modsat når du kører på hometrainer eller stationær cykel. Valserne på ruller er cirka 40 cm brede, så der er ikke meget plads at arbejde på sideværts.
På ruller får du derfor en meget effektiv træning i at manøvrere cyklen, hvor der er meget lidt plads. Det er god og relevant træning i forhold til at ligge i felt.
Et godt tip er at undlade at klemme om styret med fingrene. Det gør cyklen ustabil. Lad i stedet hænder og fingre hvile på styret, så spænder du i stedet op i dit core og cyklen er straks mere stabil.
3. Intervaller føles ikke lange
Intervaller føles ikke så lange på ruller. Du er nødt til at have fuld fokus på situationen i stedet for uret. Ikke mindst skal du holde balancen. Det er den helt modsatte situation i forhold til træning på hometrainer eller stationær cykel, hvor tiden kan føles rigtig lang.
Ikke alle ruller har indbygget modstand, og nogle oplever derfor, at det er svært at køre højere end medium intensitet.
Du kan evt. lukke lidt luft ud af ringene og få mere rullemodstand. Eller du kan stille dig tilfreds med at træne lav og medium intensitet på ruller, mens den højintense træning køres udendørs eller på hometrainer.
4. Kort men effektiv træningstid
Træningstiden er ikke lang på ruller. De fleste har rigeligt i 30-60 min. Du træder hele tiden for at holde cyklen stabil, så der er ingen pauser eller spildtid.
På landevejen kan stop, sving, nedkørsler og medvind gøre det svært at holde intensiteten oppe. Nogle mener, at træning på ruller er så effektivt, at 1 time på ruller svarer til 1.5 time på landevejen.
5. God core træning
Du holder balancen ved at spænde op i muskulaturen i dit core. Det sker helt automatisk, hvis du slapper af i arme og fingre, når du kører på ruller. Du får derfor lidt bonustræning i form af core træning.
6. Du får hurtigt varmen efter en kold træningstur
Brug rullerne til hurtigt at få varmen efter en kold udendørs træning. Forlænger du din udendørs træning med blot 15 minutter på rulle, så har du med garanti fået varmen tilbage både i muskler, tæer og fingre.
Det er nok ikke sådan, at 15 min. på rullen efter en kold tur ligefrem styrker restitutionsprocessen målbart. Men det er ganske afgjort mere behageligt at slutte træningen af med at være gennemvarm end kold og forkommen.
Ruller er også oplagt til varmetræning. F.eks. efter udendørs træning i de kolde måneder.
7. Du er hurtigt i gang med træningen
Det tager tid at montere din cykel i en hometrainer, medmindre du har et stationært set up. Du skal måske afmontere baghjulet eller montere et nyt med et særligt hometrainer dæk eller skifte stikakslen. Sådan er det ikke, når du træner på ruller. Det er bare op på cyklen og så i gang.
Bundlinjen
Ruller er et sjovt og effektivt supplement til din øvrige cykeltræning. Du bliver både stærkere og en teknisk bedre cykelrytter.
Et sæt ruller er overkommelige i pris. Fra nye koster de fra kr. 1.200 og opefter.
HJÆLP TIL DIN CYKELTRÆNING
Et træningseftersyn hos Mensch Maschine er en let, fleksibel og prisvenlig måde at få hjælp til at blive en stærkere cykelrytter.
Det er en samtale om din cykeltræning, og du kan se frem til konkrete anbefalinger til cykeltræning for de næste 3-6 måneder.
Et træningseftersyn foregår som en video-, tlf.samtale eller personligt møde om det, der er vigtigt for dig lige nu. Læs mere her.
Du finder flere artikler om cykeltræning her.