I 2020 kan vi igen glæde os over at have et dansk professionelt cykelhold i skikkelse af Riwal Readynez. Antallet af ryttere på herrernes World Tour vil for andet år i træk slå rekord. Hos kvinderne er der også noget at glæde sig over. Antallet af danske ryttere på kvindernes World Tour vil igen være på et ekstremt højt niveau i forhold til hvor få registrerede kvindelige landevejsryttere, der er i Danmark. Der er rigtig meget, der gøres rigtigt.
Men der er også mørke skyer på himlen.
I 2020 vil der blot være to danske kontinentalhold hos herrerne. I forhold til talentmassen er det 1-2 hold for lidt. Det er bekymrende.
Kontinentalhold er essentielt for talentudvikling
Kontinentalhold er det højeste niveau for ryttere, som ikke er professionelle. I en årrække var der 4-7 danske kontinentalhold. Holdene spiller en nøglerolle i talentudviklingen, og samtlige danske ryttere på World Tour har kørt på kontinentalhold.
På kontinentalt niveau får rytterne mulighed for at køre et internationalt løbsprogram og konkurrere på et sportsligt niveau, som de ikke har mulighed for på et klubhold.
Nogle år som kontinentalrytter er derfor et naturligt stadie i enhver toprytters udvikling (medmindre man hedder Evenepoel).
Derfor er det et skridt i den forkerte retning, når færre får mulighed for at køre kontinentalt.
De talenter, som tidligt laver bemærkelsesværdige resultater og bliver anset for at være de største talenter, vil fortsat blive samlet op af kontinentalholdene.
Andre har brug for 3-4 sæsoner på kontinentalhold før deres talent for alvor folder sig ud. Denne type risikerer vi at tabe, hvis antallet af kontinentalhold forbliver lavt.
De største talenter får ikke altid de største karrierer
Det er en fejlslutning, hvis man antager, at dem, der tidligt i karrieren laver gode resultater, nødvendigvis også bliver de største stjerner.
Blandt de danske herreryttere på World Tour’en i 2019, som klarer sig bedst, finder du begge slags ryttere. Nogle har lavet resultater fra starten. Andre er kommet fra baghjul.
F.eks. var det først i sin fjerde sæson som U23-rytter, at en af de absolutte danske topryttere formåede at vinde sin første internationale sejr.
Flere af dem, som er kommet fra baghjul, har til gengæld leveret imponerende resultater kort tid efter deres debut som professionelle. Eller vist sig som meget kompetente hjælperyttere på øverste niveau.
Med færre hold på kontinentalniveau ændrer mulighederne sig negativt især for de talenter, der ikke leverer resultater med det samme. På kontinentalt niveau tegnes der ikke langtidskontrakter. Holdene tildeles kun 1 årige licenser, og alle ved at resultater her og nu vægtes højt.
En yderligere bekymring er, at det kun er det ene af de to tilbageværende danske kontinentalhold, som har været dygtige til at udvikle ryttere til de professionelle rækker. I hvert fald indtil nu.
Udlandet er et godt alternativ til danske klubhold
Er du en talentfuld U23-rytter uden kontrakt med et kontinentalhold, så er du henvist til at køre for de danske klubhold eller søge til udlandet.
De danske klubhold gør det rigtig godt, og de er et fremragende sted at udvikle sig i en sæson eller to. Det er hold med beskedne budgetter og ressourcer. Selv om de er drevet af ildsjæle, der leverer en kæmpe indsats, så sætter økonomien selvfølgelig grænser for, hvad de kan tilbyde rytterne af udenlandske løb, udstyr og træningsfaglig support.
Rent formelt er der også nogle begrænsninger ift. at stille til start i cykelløb på højt niveau, når man kører for et klubhold.
Klubholdene er gode trædesten på vej mod et kontinentalhold, men hvis der er få kontinentalhold, så vil karrieren som cykelrytter ofte ende på et klubhold, selvom talentet rækker til mere.
Det er en af grundende til, at du som U23 rytter bør overveje muligheden for at få kontrakt med et udenlandsk hold.
Nyt terræn kan være en katalysator for din udvikling
Er du tilmed en let rytter med udprægede klatreegenskaber, giver det ekstra god mening at kigge mod lande med mere udfordrende terræn end det danske.
Det er meget muligt, at du først ser omfanget af dit talent, når du begynder at køre cykelløb i et terræn, der matcher dine kvaliteter. Det kan også være, at måden der køres cykelløb på i et andet land, passer bedre til dig.
Jeg har tidligere arbejdet med danske eliteryttere, som jeg ville ønske var rejst til udlandet for at prøve lykken. Netop fordi de var langt stærkere i kuperet og bjergrigt terræn end til tempokørsel på fladbanen i sidevind.
De fik aldrig forløst deres åbenlyse potentiale i Danmark, og de afsluttede deres karriere som cykelrytter nærmest før den var begyndt.
I dag arbejder jeg med to ryttere, som på eget initiativ har valgt at søge lykken udenfor Danmarks grænser.
Dels pga. mulighederne for at køre cykelløb og træne i bjergrigt terræn, dels fordi de får mulighed for at køre et mere omfattende og krævende løbsprogram end i Danmark. Ligesom eventyrlysten også spiller ind.
Og der er faktisk succeshistorier at læne sig op af. Både nu og før i tiden finder du eksempler på ryttere, der som helt unge tog til udlandet for at udvikle sig på lavere rangerende hold og endte i den fornemmeste række.
Du finder flere træningstip her.
Få retning i din træning
Træningseftersyn er en ydelse til dig, der vil være sikker på, at retningen i din træning er rigtig.
Træningseftersyn er en samtale, hvor vi med udgangspunkt i dig, din træningshistorik og dit træningsmål laver en overordnet træningsstruktur til dig. Den indeholder prioriteter og konkrete øvelser. Vi kigger også på dine træningszoner og laver justeringer hvis nødvendigt.