Artiklen er fra 2018. I dag er udvalget af lette gearinger større.
I de høje bjerge vil mange cykelryttere klare sig bedre med en gearing, der er lavere end den gængse laveste standardgearing.
For gennemsnitlige motionsryttere er en gearing som 34×32 til den høje side, når det gælder de helt store bjerge. Det kan jeg se, når jeg kigger på filer fra motionsryttere, der har kørt løb som La Marmotte.

Uden at der skal lægges ret meget i det, så definerer jeg her gennemsnitlige motionsryttere, som dem der gennemfører La Marmotte til en sølvtid.
Men også mange supermotionister vil kunne performe bedre med en lavere gearing end 34×32. Her definerer jeg supermotionister, som dem der kører guldtid i La Marmotte.
En lav kadence over lang tid er ikke hensigtsmæssigt
Når din kadence i længere tid er meget lav, er det en uhensigtsmæssig stor belastning af muskulatur, sener og led.
Dine muskler udtrættes for hurtigt, og det resulterer i en lavere fart. Led og sener risikerer at få belastningsskader.
Der er enighed om, at der ikke findes én optimal kadence, som gælder for alle. Vi er trods alt forskellige. Jeg tror ikke, det giver mening at definere en absolut nedre grænse for kadence på stigninger, men 60 rpm i længere tid vil for næsten alle være uhensigtsmæssigt lavt.

Dine muskler bliver for hurtigt udtrættet af det tunge tråd. Og selv om du får restitueret på den efterfølgende nedkørsel, så vil du på den næste stigning kunne mærke trætheden fra forrige stigning. Det er lidt som at være sat af fra start.
Du kan sammenligne den lave kadence med at løfte tunge vægte. Hvad udtrætter dig mest? At flytte en vægt på 100 Kg 10 meter eller flytte en vægt på 10 Kg 10 meter 10 gange. Det er nok det første.
Du kan evt. prøve dette eksperiment. Kør 2×20 min. på hometrainer ved 80-90% FTP med kadence 60 eller lavere. Rul 5 min. ved kadence 90 og lav belastning i pausen. Jeg vil gætte på, at du dagen efter har pænt ømme muskler og måske også led.
Ugen efter gentager du eksperimentet bare med kadence 75 eller højere. Du vil opleve en stor forskel på, hvor slidte dine muskler er bagefter.
Professionelle rytteres kadence og gearvalg til bjerge
Professionelle cykelryttere vil typisk køre kadencer fra 75 til sidst i 80’erne på lange stigninger.
Siden 11 speed blev indført, har standardgearingen for eliteryttere heddet 53-39×11-28. Men i dag ser vi ofte 36T klinger foran i kombination med enten 30T eller 32T bagerst selv hos bjergstærke ryttere. Altså noget lettere gearinger.
Hos de tungere ryttere er det ikke usædvanligt at se 34T klinger foran i etapeløb, hvor der indgår meget stejle eller lange stigninger.
Denne udvikling skyldes dels en større bevidsthed om, at lettere gearing sparer musklerne ift. en tungere gearing. Dels at rytterne udsættes for flere og stejlere stigninger. Ikke mindst i de store etapeløb.

Hvor lav skal din gearing være?
Det korte svar er, at den skal være så lav, så du kan holde 70-75 rpm eller mere opad.
Selvfølgelig kan der være meget stejle stræk, hvor det ikke er muligt med så høj en kadence. Tænk i stedet på 70-75 rpm som din gennemsnitlige kadence på lange stigninger.
Hvilken gearing svarer det til?
For mange gennemsnitlige motionsryttere betyder det, at de skal vælge en lettere gearing end 34×32.
De sidste år er der lanceret en del produkter, som betyder, at det ikke længere nødvendigt at være meget kreativ og fiks på fingrene for at få en lavere gearing på sin landevejscykel end 34×32.
F.eks. klarer nyere Ultegra bagskiftere 34×34. Endnu lavere gearing kan opnås ved at benytte komponenter fra producenter, som har specialiseret sig i kassetter/klinger til “gravel” cykler og mtb. Det vil normalt fungerer acceptabelt eller bedre i et landevejs set up.
Alternativt kan du vælge Shimanos gravel serie. Den fås med gearing helt ned til 31×42.
Herunder er beregninger, der viser hvilke gearinger/kadencer, der giver nogenlunde samme fart på stigninger.
Der er valgt lave hastigheder svarende til gennemsnitlige motionsrytteres på lange stigninger. F.eks. på anden halvdel af Col du Galibier.

Du kan i tabellen se, at hvis du i dag har svært ved at holde kadence 65 i 34×32, så er det ikke nok at få en 34T bagpå, hvis kadencen skal over 70.
For at gearingen bliver let nok, skal du have en udveksling, der er lavere end 1:1. Så lave gearinger fås som nævnt ovenfor i dag. Både til grupper med en og to klinger foran i kombination med f.eks. klinger/kassetter fra Wolf Tooth og Shimano.