Spring til indhold

Xert – til dig der er vild med watt

Xert er en online træningsplatform henvendt til cykelryttere, der træner med wattmåler og er interesseret i at bruge træningsdata til at optimere deres performance.

Den er interessant pga. sin funktionalitet og fordi den giver et bud på, hvordan personlig cykeltræning vil udvikle sig i de kommende år.

Det kan Xert

Kort fortalt kan Xert hjælpe dig til at optimere din træning gennem analyser af dine træningsdata og daglige træningsanbefalinger.

Analyserne af træningsdata er dynamiske og de er langt mere avancerede end hos TrainingPeaks (*). Det dynamiske element betyder, at Xert dagligt kommer med et bud på din form uden at du skal køre test.

Xert beregner dagligt dit tærskelniveau, peak power samt hvor meget energi du har at gøre godt med, når intensiteten er over dit tærskelniveau (læs FTP niveau).

Du kan på den måde følge din formudvikling uden at køre en masse formaliserede test. Det giver dig også mulighed for at finpudse din træning, f.eks. ved at justere FTP niveau lidt op eller ned.

Du får masser af informationer i Xert

(*) I seneste udgave af TrainingPeaks WKO5.0 er der tilføjet funktionalitet, som lægger sig meget tæt op af et kerneelement i Xert. Det er dog ikke integreret i onlineudgaven af TrainingPeaks.

App til din cykelcomputer

Tilmed har Xert nogle gratis app, du kan lægge på en cykelcomputer eller telefon, som hjælper dig til at køre intervaller optimalt.

F.eks. kan app’en guide dig gennem dine intervaller, så du kører til du opnår et bestemt anstrengelsesniveau i stedet for at køre intervaller efter tid eller distance.

Xert app’en måler dit anstrengelsesniveau, mens du træner, og den kan give dig besked, når den estimerer det er tid at stoppe intervallet.

Den beregner også, hvor lange pauser du har brug for mellem intervallerne.

Målrettet træning

Xert kan hjælpe dig til at træne fokuseret. Det sker ved at du knytter et performance-fokus til din profil. Du angiver hvor mange sekunder eller minutters performance, som din træning skal have fokus på.

F.eks. kan du vælge, at din træning skal målrettes korte eller lange tidskørsler, korte eller lange sprinter osv.

Herefter får du forslag til træningspas, som passer til dit performance-fokus og din dagsform. Du får også et bud på, hvor meget du kan nå at udvikle dig frem til race day.

Jeg dropper min personlige træner NU

Hvis dét er din første tanke forstår jeg dig godt. Og der er ingen tvivl om, at vi i løbet af få år vil se flere og flere og bedre og bedre bud på, hvad der er god træning genereret af analyser af træningsdata.

Som træner og coach synes jeg, at det er en spændende udvikling, som kan ændre trænerrollen i en mere coachende retning. Det er selvfølgelig en forudsætning, at de estimater Xert laver er retvisende. Og her møder vi den store svaghed ved Xert.

Svagheder ved xert

Mangel på sikker viden inden for træningsfysiologi

Træningsfysiologien er på ingen måde fuldt beskrevet. Der er rigtig mange sammenhænge og processer, som vi ikke har (fuld) viden om.

Derfor kan man ikke altid med ret høj grad af sikkerhed sige, at lige præcis dette træningspas er det optimale lige præcis på denne dag.

Xert træningsanbefalinger er med andre ord ikke nødvendigvis optimale eller gode.

Xert kan selvfølgelig heller eller ikke vide noget om din restitutionsproces og hverdag. En nat med dårlig søvn, stress etc. kan have stor betydning for, hvordan der bør trænes en given dag.

Vi mennesker responderer ikke ens på træning. Nogle har brug for større træningsmængde end andre. Nogle kan klare mere højintens træning end andre. Det tager Xert ikke hensyn til.

Kan du stole på Xert?

Xert er ikke open source, så det er ikke muligt at efterprøve beregningerne.

Jeg har set Xert data fra mange cykelryttere, og som oftest rammer Xert inden for skiven, når det handler om at vurdere rytternes niveau. F.eks. deres tærskelniveau.

Men der er bestemt også nogle skæverter. Hos sprintstærke ryttere har jeg set nogle åbenlyse fejlvurderinger af tærskelniveauet. Det er som om at Xert overestimerer tærskelniveauet hos ryttere, som kan producere meget høje watttal over 1-60 sekunder. Nogle gange har jeg set estimater at tærskelniveauer (læs: FTP) med op til 50 watt.

Afhængighed af data

Estimaterne fra Xert er alene baseret på dine træningsdata. Træningsanbefalingerne tager afsæt i nogle prioriteringer af hvilke træningsformer, der er mest effektive i forhold til et givent mål.

Det er både en styrke men også en achilleshæl. Og det er en årsag til, at du ikke nødvendigvis skal opsige samarbejdet med din personlige træner lige med det samme.

Kvaliteten af Xerts analyser afhænger af kvaliteten af dine træningsdata. Forstået på den måde, at du hyppigt skal fodre Xert med træningsdata, hvor du en eller flere gange kører dig til udmattelse.

Det gør du enten ved at køre cykelløb og klubtræning, hvor du anstrenger dig maksimalt. Eller du kan køre hyppige test.

Du skal fodre Xert med data fra hård træning

Hvis ikke du gør det, så vil Xert konkludere, at dit performanceniveau er faldende og nogle gange langt mere faldende end tilfældet er. Dvs. du risikerer at få analyser og træningsanbefalinger, som er fejlagtige.

I off season træner mange knapt så meget med høj intensitet som i sommerhalvåret. Derfor vil mange opleve, at Xert overdriver deres negative formudvikling.

I praksis virker Xert bedst i de perioder, hvor du træner hårdt eller kører cykelløb.

Ikke færdigudviklet

Xert er ikke færdigudviklet, og det lægger folkene bag heller ikke skjul på (OBS artiklen er fra 2017).

F.eks. bliver der løbende rettet i algoritmer og implementeret nye funktioner. Det kan f.eks. betyde, at beregninger af tærskelniveau m.m. ændrer sig over tid. 

Heller ikke den intelligente træner, XATA – Xert Adaptive Training Advisor, er tæt på at være færdigudviklet. Der skelnes f.eks. ikke mellem unge og ældre atleter eller mellem kvinder og mænd etc.

viser XERT fremtiden?

Selv med alle disse mangler er der for mig ingen tvivl om, at Xert har fat i noget. Det dynamiske element er rigtig godt tænkt. I forhold til det statiske univers i TrainingPeaks, så bidrager det dynamiske element med en ekstra dimension.

Du har med Xert mulighed for på en let måde at følge din tendenserne i din formudvikling med langt større detaljeringsgrad end på nogen anden platform, herunder TrainingPeaks.

Det er selvfølgelig under forudsætning af, at den bagvedliggende matematik er rigtig, og det kan man ikke vide, da det ikke er open source.

Xert er ikke for alle

Xert fremstår en smule nørdet og for mange svært tilgængelig. For at få fuld glæde af Xert kræver det både en hvis indsigt i træningsfysiologi og en del timers studier af principperne bag Xert.

Man er også nødt til at sætte sig ind i de mange begreber, der er tilknyttet Xert universet.

I forhold til TrainingPeaks er det langt mere kompliceret, og det er endnu ikke lykkedes at præsentere det på en let tilgængelig måde.

Jeg er sikker på, at hvis Xert får gjort portalen mindre nørdet, så vil det tiltale mange cykelryttere.

Indtil da er Xert en niche for dem med størst indsigt og interesse for træningsfysiologi og optimering af performance.