Mensch Maschine leverer fra fremover træningsprogrammer via platformen Vekta.
Vekta er relativ ny platform, som er udviklet til professionelle cykelhold og benyttes af World Tour hold. Bl.a. Lidl-TREK, Decathlon og Jayco AlUla.
Vekta har mange ligheder med den største platform, TrainingPeaks. Den største forskel er “maskinrummet”, og forskellene er så betydelige, at jeg vurderer, at Vekta i dag er det bedste valg.
Jeg vil prøve at forklare, hvad det er, der gør, at jeg vurderer, at Vekta er en bedre platform. Det bliver en lidt teknisk omgang, men jeg har anstrengt mig for at gøre det let tilgængeligt.

Det afgørende er træningsfilosofien
Træningspåvirkning
Vekta skelner mellem træningspåvirkning fra 1: den energi, der er brugt på en træning (tid og intensitet), og 2: den højintense træning. På den måde får vi får indblik i, om det lidt firkantet sagt er timerne eller intensiteten, der driver din udvikling. I mange år har det været praksis at lægge intensitet og tid sammen i ét tal, nemlig TSS (Traning Stress Score). I dag ved vi, at vi bør skelne. Dels fordi nogle responderer stærkest på stor volumen, mens andre responderer bedst på høj intensitet. Dels fordi vi ved, at træningspas med høj intensitet kræver ofte er forbundet med længere restitutionstid.
Rytterprofil
Vekta laver en profil på dig ud fra Critical Power (CP), W’ og Peak Power. Det er begreber, som er velkendte fra træningsfysiologi og videnskabeligt velbeskrevet. Andre platforme har typisk fokus på blot ét parameter nemlig FTP.
Både CP og FTP er udtryk for dit maksimale kontinuerlige niveau over længere tid og angives i watt. Det er normalt ganske få watt, der adskiller CP og Watt. Forskellen ligger i, hvordan CP og FTP beregnes. CP beregnes ved at kigge på den maksimale ydelse over flere punkter på power-duration kurven. FTP beregnes ud fra et punkt på samme kurve, nemlig din maksimale ydelse over 20 minutter.
W’ er udtryk for din evne til at arbejde i rødt felt. At kende W’ giver en ekstra dimension, som gør det muligt at lave en mere nuanceret profil af rytteren. Samtidig bliver det muligt at lave mere præcise intervaller. Peak power bidrager med yderligere nuancering af profilen. Jo mere nuanceret din profil er, jo bedre et træningsprogram kan der laves.
CP, W’, Peak Power og træningszoner opdateres uden at du behøver køre formelle test. Vekta beregner som tidligere nævnt CP ud fra flere punkter på din power-duration kurve. Det betyder, at hvis du præsterer bedre end forventet i intervaller eller cykelløb, så kan Vekta justere CP, W’ og og Peak Power. Det kan f.eks. være, hvis du har kørt rigtig hårdt i 3-20 minutter i cykelløb eller til træning. Vi kan kalde det uformelle eller spontane test.
Feedback fra Vekta app
Feedback til dig fra Vekta appen er virkelig brugbart. Du får et solidt indblik i, hvordan du har præsteret i træning/race. Du kan f.eks. se, hvor hårdt du har været presset på et hvilket som helst tidspunkt. Appen tilskynder dig også til at vurdere hvor krævende dine træninger er samt hvor energifyldt du generelt føler dig. Der bliver lavet statistik på dine vurderinger, som hjælper at spotte, om belastningen i din træning er passende.
AI som hjælper
Som træner har jeg mulighed for at tilkoble AI til Vekta. Selvfølgelig kun med dit samtykke. AI kan f.eks. hjælpe med at vurdere i hvilken grad du formår at gennemføre dine træning efter planen. Samt analysere på, hvad der driver din udvikling. Det kan forhåbentlig hjælpe os til at gøre din træning endnu bedre. Ved brug af AI bliver alle regler vedr. GDPR selvfølgelig overholdt. Kun relevant data sendes til AI i anonymiseret form.

Integration med Garmin, Wahoo, Zwift m.m.
Her er der ikke noget nyt i forhold til andre platforme. Vekta kan sende og modtage træningsfiler. Dit træningsprogram finder du i Vekta appen (iOS og Android), ligesom du også kan logge på Vekta fra en browser.
Du forbinder Vekta med Garmin, Wahoo, Zwift m.m. i Vekta appen.
Migration af træningsdata
Hvis du ønsker det, kan du få Vekta til at importere dine træningsfiler for de sidste 3 år fra Garmin og Wahoo. Det gør du i Vekta appen.
Vekta er ikke gratis men du får rabat
Vekta kræver abonnement. Dog er der en 14 dages gratis prøveperiode. Er du i træningsvejledning hos Mensch Maschine, får du rabat på dit abonnement.
Opstart Vekta
Du finder Vekta appen i App Store og Play Butik. Du kan også tilgå Vekta på www.joinvekta.com.
Du kan læse mere om træningsforløb hos Mensch Maschine her.
