Engang var restitution simpelt. Man fik noget ordentligt at spise lige efter træning og masser af hvile. Cykelløb vindes i sengen, sagde man.
I dag er det anderledes. I jagten på fordele er restitution gået fra at være noget passivt til noget, man gør aktivt.
Man ifører sig kompressionstøj, står i koldt vand, investerer en mindre formue i recovery boots, kosttilskud m.m.
Producenter og sponsorerede atleter står i kø for at udsprede positive budskaber om diverse produkter. Uanset den videnskabelige evidens ofte er tvivlsom.
Der er f.eks. langt fra enighed om, hvorvidt kulde fremmer restitution. Mange atleter har positive oplevelser med f.eks. kuldebehandling, som bl.a. vurderes at mindske muskelømhed efter træning. Men det er i høj grad subjektive konklusioner. Objektivt er billedet mindre klart.
Fra videnskabelig side er anført, at de fysiologiske tilpasninger, man får fra træning, muligvis reduceres i det øjeblik man behandler med kulde. Dvs. det ikke kan afvises, at prisen for den mindskede muskelømhed er, at træningseffekten mindskes.
For så vidt angår kompressionstøj er evidensen også blandet. De videnskabelige studier, der er foretaget, er ikke entydige. Det kan godt være, at det føles godt, men er der en objektiv målbar forskel? Det er ikke svært at finde kritiske studier.
Den positive placeboeffekt
I 2014 publicerede australske forskere et studie, hvor placeboeffekten af en restitutionsfremmende behandling med noget, som viste sig at være sæbevand, blev vurderet til at have lige så god effekt på restitutionen som kuldebehandling.
Deltagerne skulle bade i vand tilsat en “restitutionsolie”, som altså bare var sæbe. Før badet i sæbevand havde forskerne i meget positive vendinger forklaret deltagerne i studiet om produktets restitutionsfremmende kvaliteter.
Deltagerne vurderede efter behandlingen, at produktet fremmede deres restitution i samme grad, som behandling med kulde. Det tyder på, at der er et stort psykologisk element involveret.
Det har fået nogle forskere til at konkludere, at hvis noget føles godt i forhold til restitution, så er det måske et godt valg for den enkelte.
Som en forsker fremfører, så er stress stress. Det er ligegyldigt om det kommer fra hård træning eller rod i privatlivet. Har man et redskab, der hjælper en til at overkomme stress fra job og privatliv, så er det med stor sandsynlighed også virksomt i forhold til stress fra træning.
Det er dog vigtigt at huske på, at noget er vigtigere end andet i forhold til restitution. Kost, hvile, mental og social opladning udgør basen. Kosttilskud, recovery boots m.m. vil altid være et supplement, som intet er værd, hvis ikke basen er på plads.
Team Danmark formulerer det således i sine restitutionsanbefalinger til eliteatleter.
Det er vigtigt at forstå, at cirka 95 pct. af den fremgang, som du ser som følge af træning, skal relateres til restitutionskonceptets base. Basen består af kvaliteten af både træningen, kosten, søvnen og den mentale og sociale genopladning.
Kvaliteten af kost og søvn er nogenlunde lige til. Derimod er det individuelt, hvad der er mest effektivt i forhold til mental og social genopladning. For nogle er det måske et afsnit af yndlingsserien på Netflix. For andre er det yoga eller noget helt tredje.
Så hvis du har en god idé om, hvad der skal til for at genoplade dine batterier, så gør du klogt i at holde fast i det. Uanset evidensen måske ikke er helt skudsikker.
Litteratur:
Team DK
The placebo effect: Why it’s actually great for athletes
Ice baths, cryosaunas, sleep trackers: If it feels good, should you do it?
Hjælp til din cykeltræning
Book en samtale, om det der er vigtigt for din træning lige nu. Få svar på spørgsmål som:
- Hvad gør du rigtigt?
- Hvad skal du gøre anderledes, hvis dit niveau skal være højere?
- Hvor meget kan du løfte dit niveau?
- Hvad kræver det af træningstid?
- Hvordan skal træningstiden bruges?