Udholdenhedssport handler om det lange seje træk, hvis du skal ramme dit naturlige loft.
Det er rigtigt, at du på ganske kort tid (uger) kan forbedre dit output i op til cirka 1 time med korte, højintense træninger. Det har mange studier vist.
Men når det gælder om at ramme den store udholdenhed og evnen til at træde mange watt også efter 3-4 timer i sadlen, så handler det om det lange seje træk.
Vi taler om årevis af træning, som i en eller anden grad skal være gennemtænkt. Træner du altid på må og få, er det næsten givet, at du ikke får nær det meste ud af dine træningstimer.
Er der få timer at gøre godt med, er det ekstra vigtigt, at udbyttet er stort. Det behøver ikke være i form af et personligt program. Det vigtigste er, at dine prioriteter er på plads, sådan at du træner det, der er mest givende og nødvendigt for dig.
Førsteårs U23 rytter løfter sit niveau
Billedet ovenfor er fra WKO5 og viser træningsåret 2022 for en første års U23 rytter.
Rytteren skulle vænne sig til forskellen fra U19 til A-klassen, og det var ikke helt let. Skiftet fra U19 til A er stort. Max distancerne i U19 ligger omkring 130 km, mens de største løb i A-klassen har distancer på 170-220 km. Dertil kommer det fysiske niveau og det taktiske. Der er nok at se til som nyoprykket.
Med stor vedholdenhed, en god evne til at ryste skuffelser af sig og et godt træningsforløb, lykkedes det ikke blot at løfte bundniveauet gevaldigt. Rytteren ramte også et nyt topniveau to gange, som blev belønnet med gode resultater.
At løfte sit bundniveau handler meget om volumen i træningen. Pga. uddannelse havde rytteren ikke ubegrænset tid til rådighed.
Derfor var det ekstra vigtigt, at der kom mest muligt ud af træningstimerne. Det lykkedes ret godt, og rytteren kunne sidst på foråret mærke, at der nu var noget at køre med i den sidste del af cykelløbene. Det var også slut med DNF’er.
Op til de to perioder med peak havde rytteren en periode med flow i træningen. Træningen blev doseret, så der var et belastningsniveau, som var stort nok til at rytteren lagde til sit niveau. Men ikke så stort at rytteren blev slidt ned eller manglede energi i cykelløbene.
På billedet illustrereres det ved at søjlerne er grønne.
Nu står den på vintertræning, og som man kan se, så tikker den stille og roligt derudaf. Primært med grundtræning og styrketræning og lejlighedsvis deltagelse i team samlinger.
Skal din cykeltræning skydes godt i gang, kan du booke et træningseftersyn. Her bliver der kigget på din træningshistorik, og du får lagt en struktur for din træning for de næste måneder, så den spiller bedst muligt sammen med dit træningsmål.