Spring til indhold

Cykelryttere holder et højt niveau på trods af Corona

På trods af de restriktioner, vi har levet med siden det tidlige forår, så er der mange cykelryttere, som har lagt godt til deres niveau.

Det gælder også en stor del af de ryttere, som får hjælp til deres cykeltræning hos Mensch Maschine.

Det er paradoksalt, fordi det er god gammel sandhed, at deltagelse i cykelløb og fællestræning med cykelløbsintervaller er vigtigt for at ramme topformen.

Det er i cykelløb, at man rammer de højeste intensiteter. Her presser man sig til det yderste på en anden måde end i den daglige træning. Det giver ekstra fart i benene.

Hvordan kan det så være, at så mange er så godt kørende? Der er i hvert fald to årsager, som ligger lige for.

Større træningsmængde

For det første har mange haft mere tid til at træne, mens landet var lukket ned. De har kort og godt trænet betydelig flere timer end normalt.

Den større træningsindsats har kompenseret for de manglende cykelløb og cykelløbsintervaller. Deres træningsstress har over en længere periode været større end normalt på grund af større træningsvolumen.

Mere effektiv cykeltræning

For det andet har det været muligt at planlægge træningen anderledes – og bedre – når der i planlægningen ikke skulle tages hensyn til deltagelse i cykelløb.

Kører man cykelløb næsten hver eneste weekend, så er det begrænset, hvor meget volumen og belastning, man kan presse ind i træningerne mellem cykelløbene. Det kommer hurtigt til at handle om at holde kroppen i gang uden at presse så meget på, at der mangler friskhed, når det bliver weekend.

Den højintense træning sker mest ifm. cykelløb, hvor det er ret tilfældigt, hvor lange perioderne med høj intensitet er.

På den måde kommer der et element af tilfældighed i ens samlede træningsindsats. Det betyder selvfølgelig også, at ens formudvikling får et element af tilfældighed. Dermed bliver det sværere at ramme sin topform i en bestemt periode.

Dette forår har vi kunnet planlægge med en langt skarpere struktur. F.eks. har det i mange tilfælde været muligt at planlægge forløb, hvor rytterne var hårdt belastet i 12-16 dage efterfulgt af 5-8 dage med ganske let belastning.

Et træningsregime hvor der veksles mellem meget belastende og ganske lette perioder er mere effektivt end et træningsregime, hvor træningsugerne ligner hinanden. Det kommer de let til, når der køres cykelløb hver weekend.

Foto Anne Juel

Adskil træningsperioder og løbsperioder

Da det i foråret stod klart, at der ikke var udsigt til cykelløb og fællestræning ligesom træningslejre blev aflyst, var det for mange et hårdt slag for motivationen til at træne.

Jeg forsøgte hurtigt at spore rytterne ind på, at de faktisk havde mulighed for at forberede sig på en måde, som normalt er forbeholdt eliteryttere og andre, som ikke skal arbejde eller studere på fuld tid.

Både når jeg ser på træningsdata og taler med rytterne er det tydeligt, at de der havde mulighed for at træne mere og med en skarpere struktur, har lagt meget til deres niveau.

Det kan man godt lade sig inspirere af. Der er en ret god idé at tænke i at veksle mellem træningsperioder og perioder med cykelløb. Det er faktisk det, professionelle ryttere normalt gør.

Jeg er helt med på, at sæsonen for UCI-team er længere end den danske, og at der er langt flere cykelløb, de kan deltage i. Ryttere på continentalniveau og opefter kan let sammensætte et krævende løbsprogram med mange løbsdage, selvom de har flere løbsfri perioder.

Ryttere under eliteniveau skal være meget ihærdige, hvis de skal ramme 25-30 løbsdage. Det kræver at de kører cykelløb næsten hver weekend i april-juni og august-september. For nye cykelryttere er der rigtig meget læring i at køre så mange cykelløb som muligt. Det gælder ikke mindst U-ryttere, hvor der også er et socialt aspekt i hyppig løbsdeltagelse.

Masterryttere

Derimod synes jeg godt, at mere rutinerede ryttere – f.eks. master ryttere – med fordel kan være mere selektive. Måske nøjes med at køre 10-15 cykelløb over en sæson men lægge dem i 2 blokke a 4-5 uger, hvor de til gengæld så er rigtig skarpe.

Jeg synes også, at de hjemlige eliteryttere, som ikke kører på continentalniveau – dvs. ryttere på DCU-team og klubryttere – kan lade sig inspirere så de ikke nødvendigvis kører så mange cykelløb som muligt.

Jeg så gerne et opgør med tanken om, at det for alle gælder om at køre flest muligt cykelløb for at ramme topformen.

Del artiklen med en ven.

Del med en ven
Tags: