Spring til indhold

Altea camp

23-27. januar 2023

Altea camp

23-27. januar 2023

Er du frisk på en tidlig camp. Du får fem gode dage på rammen i Europas mildeste vinterklima.

Temaet er grundtræning, men du kan selvfølgelig prøve dig af på stigninger som f.eks. Coll de Rates.

Vi er på rammen 4-5 timer om dagen (mandag til fredag), og der er naturligvis et kaffe-/frokoststop undervejs.

Alt efter gruppens størrelse og sammensætning, kører vi i 1 eller 2 grupper evt. også forskellige distancer.

Ruterne på denne camp er på 100-120 km (1.500-2.500 hm) og kan afkortes/forlænges alt efter behov. Alle ruter kan downloades hjemmefra.

Stigningernes længde og procenter er forholdsvis humane og passer godt til årstiden.

Vi træner fra 0-1.000 m.o.h., så der er brug for en alsidig garderobe. Du kan forvente alt mellem 5 og 22 grader.

Du har adgang til professionel sparring på din træning alle dage, og har du særlige behov, kan vi godt tage hensyn til dette. F.eks. hvis du skal have en kortere rute, hjælp til indstilling af din cykel m.m.

Indkvartering, fly, pris

Konceptet er, at du selv booker hotel og fly.

Basen for denne camp er Hotel Cap Negret i Altea. Du kan booke via deres hjemmeside. Transfer til og fra lufthavnen i Alicante kan du booke til en meget lav pris ifm. booking af hotel. Husk også at booke bike zone (adgang til cykelfaciliteter og sikker opbevaring).

Hotellet er kendt for sin service til cykelryttere. Hele kælderen bruges til opbevaring af cykler. Der er vaskemaskiner og tørretumblere, værkstedsfaciliteter og cykelvask. Alt er videoovervåget.

Vil du hellere bo et andet sted, er det ikke noget problem. Du kan deltage i denne camp, uanset hvor du vælger at bo.

Norwegian, Vueling, SAS og Ryan flyver direkte til Alicante fra København. Fra Jylland er der aktuelt ingen direkte ruter.

Ønsker du at leje en cykel, kan det også lade sig gøre.

Honorar til Mensch Maschine kr. 1.200.

Hvem henvender turen sig til?

Denne camp er for dig, der er i fornuftig grundform i januar. Du skal regne med en træningsindsats på cirka 20 timer på 5 dage. Tidligere deltagere har været en god blanding af master rytter og stærke motionsryttere.

Ring 22 420 430 eller send en mail, hvis du vil deltage eller vil vide mere

Det handler meget om Klassisk grundtræning
Gode veje
1.000 meter oppe er det køligt
Godt vejr, godt humør, god udsigt
Gode chancer for masser af sol
Stigninger med moderate procenter
Kaffestop
En af ugens ruter